Nu kan du oprette profiler til din husstand på TV 2 Play. Her kan du læse mere om, hvordan du nemt kan oprette op til fem profiler.
Vær opmærksom på, at muligheden for at oprette brugerprofiler i vores app først kommer frem, når du opdaterer til den nyeste version. Søg efter opdateringer til TV 2 Play appen der, hvor du henter apps.
Hvorfor skal jeg oprette profiler?
Når du opretter en profil, kan du få bedre anbefalinger af serier og film, og nemt holde styr på, hvor langt du er kommet i en serie. Du får også din egen personlige ’Min liste’, hvor du kan gemme alle de serier og programmer, du skal huske at se senere.
Hvor mange profiler kan jeg oprette?
Du kan oprette op til fem profiler på TV 2 Play. Du kan altid ændre navn og ikon på din profil, hvis du får lyst. Husk, at det ikke er tilladt at oprette profiler til og dele dit abonnement med personer uden for din husstand.
Kan jeg oprette en børneprofil?
Ja, du kan godt oprette en børneprofil på TV 2 Play. Børneprofiler giver adgang til et afgrænset område på TV 2 Play - kun med indhold, som er egnet til børn. På en børneprofil kan du også lave din egen personlige ’Min liste’.
Når du tilføjer en børneprofil, skal du erklære, at du er forælder til eller værge for alle børn op til 13 år, der er tilknyttet børneprofilen. Samtidig accepterer du brugen af denne profil på vegne af dig selv og alle mindreårige brugere. For at skifte tilbage til en voksenprofil, skal man svare på et regnestykke, der gør det sværere for et barn at forlade børneprofilen.
Hvordan opretter jeg profiler på TV 2 Play?
Kom i gang med at bruge profiler på TV 2 Play ved at følge disse trin:
- Log ind på TV 2 Play
- Tryk på profil-ikonet
- Tilpas din profil med dit navn, og vælg et ikon, du kan lide
Du kan både oprette profiler via din mobil, tablet, computer, dit Smart TV og Android TV. Find profil-ikonet, og tilpas nemt dine profiler uanset hvilken enhed, du benytter.
Sådan ser dit profil-ikon ud, inden du tilpasser din profil:
Hvordan ændrer jeg navn og ikon på mine profiler på TV 2 Play?
Du kan til enhver tid ændre navn og ikon på dine profiler. Følg disse trin:
- Log ind på TV 2 Play
- Tryk på dit profil-ikon
- Tryk på ‘Administrer profiler’
- Tryk på den profil, du vil tilpasse. Her kan du vælge nyt ikon og/eller rette navnet.
Hvor mange enheder kan jeg afspille fra, når jeg har oprettet profiler på TV 2 Play?
Du kan fortsat være logget ind på fem forskellige enheder i din husstand, og det er som altid muligt at afspille på to enheder ad gangen. Selvom du fx. har oprettet fem profiler, kan du altså kun starte to afspilninger samtidig og dermed kun benytte to profiler samtidig.
Hvis du har adgang til at se live-tv på TV 2 Play, skal du være opmærksom på, at den samme livekanal kun kan afspilles på én enhed ad gangen.